Skiveløbet falder i år på weekenden 11 - 12 september. Vi husker sikkert alle 11. september 2001, da World Trade Center i New York blev bombet - en forfærdelig dag, som jeg kom ret tæt på lidt senere.
Min svoger Asger og havde længe ønsket at komme til New York for at løbe marathon, og 2001 skulle så være det store år - løbet som skal løbes var omhyggelig lagt ind på lystavlen. Der blev trænet og trænet, for vi vidste at det var en ret hård tur, hvor man bliver budt på lidt af hvert.
-Så kom bombningen ca 6 uger før vi skulle løbe, det var lidt rystende, og omkring halvdelen af danskerne meldte fra, og vi havde da også lige en overvejelse om det - men nej det var vort løb, og ingen terrorister skule jage os væk - vi kom.
det blev en helt utrolig oplevelse; newyorkerne var virkelig rørte over at så mange kom, at vi stod sammen, der var utrolig mange lovord og klap på skulderen fra såvel officielle talere som manden på gaden. Ikke mindst promenadeløbet fra FN bygningen til Central Park var bevægende, vi blev nærmest hyldet og takket som helte. Vi blev vist lidt stolte alle sammen over at det betød så meget for disse seje newyorkere at netop vi var kommet.
Løbet var helt fantastisk. Vi spiste morgenmad i kælderen "At Nick" kl 04 om morgenen, kørte ud af New York kl 05 mod Staten Island. Et koriosum var at chaufføren havde glemt en lille flok og måtte vende om - han var analfabet, kunne ikke læse køresedlen, så derfor. Kl 07 var vi på Staten Island hvor løbet skulle starte kl 10,50! Security, security, normalt venter man 3 timer men i år blev det en time mere pga World Trade, man tog ingen chancer. Broen over til start er dobeltdækket motorvej med 4 spor i hver retning i 2 etager, og al trafik skal stoppes før vi kan løbe, og det tager tid. Så vente, vente og slappe af, drikke, tisse, drikke og tisse. Men vejret var fint, en solskins dag som var helt perfekt til at løbe op til The Big Apple.
Efterhånden var alle skytter, helikoptere og politibåde på plads på broen og starten kunne gå for 46,000 løbere det var helt enormt flot, op på broen og så langsom op mod New York, gennem alle mulige distrikter, for italienere, afro negre, kinesere, jøder osv og fest var der over alt, der blev spillet og sunget, danset og handlet det var bare så flot - og hele tiden hørte vi: "Thank you for comming!" jeg tror virkelig det betød meget for dem. Efter yderligere et par broer kommer vi til Queensboro Bridge over til Manhatten - så er man hjemme-tror man da. Men festligt er det når man svinger op ad 1. Avenue, her brød det først rigtig løs, tusindvis af tilskuere, guilander, musik og farver. Folk der løber ud på gaden og klapper os på de trætte skuldre og takker for at vi kom, forærede os blomster og fotos, vi blev fotograferet sammen med skønne kvinder og mænd - you name it. Nå men vi kommer ud af 1. Avenue over til Bronx, her var der god rytmisk musik, men ikke så meget spontanitet. Bronx er jo stadig kendt for kriminalitet og konflikter. Så over endnu en bro tilbage til Manhatten, nu orker man altså heller ikke flere broer, nu vil man bare helt hjem - og der er kun 5 km! Ind i Central Park, og hvis man ikke lige kender den rute, så er den altså fyldt med små bakker op og ned, op og ned-- tilsidst svinger man så op mod Colombus statuen før de sidste få hundrede meter til mål. Skønt skønt og meget træt.
Aldrig er der blevet passet så godt på mig under et løb. Der var konstant bevæbnet politi at se, politihelikoptere i luften og patruljevogne og patruljebåde cirklede konstant rundt om løbet. Man tog ingen chancer.
Det er et flot og godt løb, som bør løbes hvis man er til marathon, og i 2001 var jo helt speciel pga katastrofen, det glemmer jeg aldrig. Og jeg har fortsat den dybeste medfølelse for de mennesker det gik ud over, og man bliver stærkt grebet af det når man pludselig står så tæt på, når man ser ned i det store krater, som fortsat lugter af røg og død.Når man ser de tusinder af blomster og billeder rundt om hullet. Især legetøjet og bamserne, som børnene havde hængt op rørte mig dybt.
Vi sluttede marathon af med at reparere Asgers forfraktur, han fik et brud i foden ca 10 km efter start, men løb turen alligevel - så den fod måtte jo smertebehandles og tapes - så gik det ganske udemærket.
Dagen efter kørte hele holdet til Washington på udflugt, hvor vi Arlington, Capitol, Vietnam muren, Space Museum (jeg har rørt ved en månesten!).
Efte nogle fine dage i New York fløj vi så hjem igen.
Skiveløbet og New York Marathon er ikke helt det samme, men jeg tænker tit på den store oplevelse det var, sørgeligt og glædeligt - men lidt pussigt at det er samme dato som bombningen i år!
Rigtig godt løb.

Thor Knudsen