Skiveløb og firmahold.
For en hel del år siden, da jeg var ny overlæge på Skive Sygehus, var vi nogle der gerne ville gøre lidt mere for sundheden på sygehuset, så hvad var mere naturligt end at samle et sygehus hold? Med god hjælp fra skiveløbsudvalget holdt vi et møde med sygehusledelsen om forslaget. Man var godt nok ret skeptiske, og der skulle en del overtalelse til, men vi blev enige om at sygehuset gav en sandwich og en øl/sodavand, men så skulle folk selv stå for tilmelding og betaling. Det var ok, det blev vort første sygehushold. Vi var selv oppe om morgenen og smørre boller sammen med ledelsen - det var rigtig hyggeligt.
Men resultatet var helt enormt: Vi fandt sponsorer som betalte tilmeldingerne og folk hyggede sig i den grad i fri luft med boller og øl.
Næste år var der ingen problemer, da havde vi ligesom de følgende år, det største firmahold, gang på gang og chefen kom op hvert år for at modtage pokalen for det største hold, og alle var stolte. Telt, øl og mad fik vi også på en eller anden måde - og vi hyggede os i den grad.
For det er nu sådan med et firmahold, at der snakkes stort set kun løb og hold de sidste 3 måneder før Skiveløbet og de kommende 3 måneder efter løbet snakkes der kun resultater, og hvem der slog hvem - og at man kommer igen næste år endnu bedre og stærkere.
Skive Sygehus havde faktisk det største firmahold gennem en årrække frem til nedlukning af sygehuset - en flot og sej epoke!
Snak med jeres kolleger og chefer om at danne firmahold, det er godt for sammenholdet, firmaet og sundheden. En dag hvor firma og medarbejdere kan eksponere og udfordre hinanden.
Vi ses til Skiveløbet.
Thor Knudsen
Hvem er Thor Knudsen?
I dag arbejder han som organ-kirurgisk overlæge på Regionshospital Viborg.
Han er 62 år, bor i Skive og har siden 1994 løbet 36 maraton.
Kommentarer
Skriv kommentar